Pressemeddelelse: ZOO og topkokken Casper Sobczyk åbner dørene til Bistro panpan

ZOO og topkokken Casper Sobczyk åbner dørene til Bistro panpan

 
Som et led i ZOOs store satsning på mad, slår Haven og den kendte, danske topkok Casper Sobczyk dørene op til Bistro panpan d. 11. april 2019 kl 12.00. panpan er en asiatisk-fransk bistro med byens vildeste udsigt. Bistroen ligger nemlig som en integreret del af Havens nye Pandaanlæg, tegnet af den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels med frit udsyn til den ene af Havens to nye megastjerner: hanpandaen Xing Er.

 

Pressemeddelelse 1. april 2019

 

I stedet for at være et udflugtsmål, hvor mange selv medbragte egen madpakke, kan ZOO nu tilbyde sine mange gæster et bredt udvalg af tre nye spisesteder, hvor den danske kok Capser Sobczyk, kendt fra Hotel Marienlyst og Go’Morgen Danmark på TV2, er køkkenchef. Flagskibet bliver Bistro panpan, hvor Casper selv står bag gryderne og lokker med franske bistroretter med et asiatisk twist. Retter, som kan nydes fra første parket til hanpandaen og dens nye dagligdag i København.

 

Hvad siger du for eksempel til østers med wasabi-olie, lime og koriander? Eller en hot dog ’Tiger Lee’ med spicy pølse toppet med hummersalat og serveret i brioche? Dette bliver blot nogle af de mange lækre og ny-udviklede retter, som Casper Sobczyk kommer til at forkæle de spisende med.

 

”ZOO og panpan er en fantastisk udfordring for mig, som kommer fra fine dining. Her skal jeg lave visuelt smuk mad med høj yummi-faktor i et lynhurtigt tempo. Men det skal stadig være den mad, som folk kender mig for, blot i en mere folkelig udgave. For mig er det en gave at få lov til.”

 

En af de retter folk kender Casper for er hans signaturret med brændt, rimmet laks og karse-is. Den tager han med sig med, men giver den en asiatisk forklædning og bruger yuzu og wasabi i stedet for karse.

 

Christian Higraff, kommerciel direktør i ZOO, er begejstret ved udsigten til Casper Sobczyk som køkkenchef: ”Mens resten af byen er rykket op i den gastronomiske superliga har ZOO stået stille. Det ændrer vi radikalt nu. Alene for maden skal man kunne tage i ZOO. Vi har et erklæret mål om at servere mad med holdning, og der passer Casper perfekt ind. Jeg er vild med hans tilgang som køkkenchef, hvor den høje kvalitet af maden er en selvfølge, hvor det ikke bliver fisefornemt, og hvor det at køre en gode service er en prioritet.”

 

Ud over a la carte-retter kommer Bistro panpan til at tilbyde en tre-retters menu og en tasting menu med 6-8 retter. Derudover kommer der kinesiske madkasser til børnene, der for eksempel frister med favoritter som forårsruller, fishcakes og nudelsalat, således at der ikke blot bliver noget for alle smagsløg, men også noget for alle aldersgrupper på Bistro panpan.

 

Bordbooking er nu åben på www.bistropanpan.dk, hvor det første bord kan bookes til frokost klokken 12.00 den 11/4 efter den officielle indvielse af anlægget.

 

For yderligere information kontakt venligst:

Zoologisk Have: Presse- og kommunikationsansvarlig Jacob Munkholm Hoeck: jmh@zoo.dk / +45 3016 7373

Madkastellet: Kommunikations- og marketingchef Ulrika Mårtensson: ulrika@madkastellet.dk / +45 2338 3072

 

Se mere information om ZOOs nye madsatsning her

ZOOs madrevolution

Det er ingen hemmelighed, at ZOOs to pandaer er i en klasse for sig, når det gælder kravene til indretning og spisevaner. Ikke alene har den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels tegnet deres nye anlæg, de har også egne bambusmarker, som sikrer dem et bredt og frisk udvalg af bambussorter, når det er spisetid.

 

Men nu skal ZOO ikke kun være kendt for at tage sig godt af sine dyr. Haven skal også være en gastronomisk højborg med fine dining, folkelige madoplevelser af format og en vegetarrestaurant. Alene i 2019 vil ZOO investere 5,5 millioner kroner i restauranter, cafeer og konferenceforplejning.

 

I samarbejde med Madkastellet - en af de største aktører på den danske mad- og restaurantscene - vil ZOO sørge for, at Havens gæster bliver mødt af samme høje niveau og udvalg, når sulten melder sig. Ikke færre end tre nye restaurantkoncepter rykker ind bag murene og sikrer, at ZOO flytter op i en kulinarisk klasse, der tåler sammenligning med byens øvrige restaurantscene og med mad for enhver smag og pengepung.

 

De længe ventede pandaer, der ankommer i april, baner således ikke blot vej for flere uforglemmelige dyreoplevelser i ZOO, men også for en ny æra af spiseoplevelser for Havens gæster. ZOO har lukket deres velkendte restaurationer og åbner helt nye koncepter i partnerskab med Madkastellet; Bistro panpan i Pandaanlægget, Café Botanika og Restaurant FOLK.

 

Casper Sobczyk

Den danske kok er på få år blevet et kendt ansigt i det kulinariske Danmark. Ja, faktisk i store dele af verden. Det sidste skyldes i høj grad en særlig modningsteknik af kød. En modningsteknik som indbefattede enorme mængder smør, som kødet bliver pakket ind i og som fik tilnavnet ’smørbøffen’. Herhjemme er han dog mest kendt som køkkenchef på Hotel Marienlyst i Helsingør og som TV-kok på Go’ Morgen og Go’ Aften Danmark, på TV2.

 

Nu skal Casper, som har en fortid på blandt andet Kødbyens Fiskebar og Alchemist, stå i spidsen for ZOOs store nye madsatsning i samarbejde med Madkastellet. En satsning, der kommer til at spænde over hele tre restauranter med vidt forskellige udtryk. Et flagskib af en fransk-asiatisk bistro i det imponerende nye pandaanlæg, Bistro panpan. En hverdagsrestaurant med alle livretterne fra det danske køkken, kaldet FOLK og en vegetarisk café ved navn Botanika. Noget af en mundfuld for den unge kok:

 

”Det er en kæmpe udfordring og en kæmpe gave at få lov at brede sig over så mange stilarter som køkkenchef. Jeg kan jo lave alle mine livretter hele tiden, når vi spænder så vidt, samtidig med at jeg kan få lov at være kreativ,” siger Casper og fortsætter ”Men helt ærligt, så er det, jeg er allermest spændt på at se folks reaktion.”

Bistro panpan er stedet hvor Caspers egen stil kommer til at skinne mest igennem. Den visuelt smukke mad, de flester husker ham for fra Marienlyst, kommer til at flytte med over i den fransk-asiatiske bistro. Men også i FOLK vil man kunne smage, at Casper står bag gryderne:

 

”FOLK bliver alt det, vi elsker at spise hjemme hos mormor. Men med et twist. Labskovsen bliver på min måde og serveret som frikassé, smørrebrødet bliver ikke gammeldags og ikke nynordisk, men som jeg kan lide det. Ribbenssandwichen bliver med rødkål syltet i appelsin, og der bliver tarteletter, men på min måde.”

Og hvis nogen tror, at en vegetarisk restaurant ikke er noget for en mand, der er kendt for sin smørbøf, må de tro om:

 

”Botanika er jo lidt min baby. På Marienlyst begyndte jeg at eksperimentere meget med grøntsagerne, simpelthen fordi de er svære at lave kulinarisk lækkert. På Botanika leger vi virkelig med smagene, og der kommer knald på friskhed og umami. For eksempel eksperimenterer vi lige nu med grøntsagstaginer med kokos og karry. Der bliver ingen dogmer, portionerne bliver generøse og nok det man vil kalde instagram-venlige,” siger Casper og griner.

 

De tre restauranter

Bistro panpan bliver en asiatisk-fransk bistro, hvor gæsterne spiser med panoramakig til Havens nye beboer, de to kinesiske pandaer. Her er serveres kendte franske retter med et asiatisk tvist tydeligt præget af dét, der kendetegner Sobczyk kulinarisk.

 

I Café Botanika ser Casper frem til at servere funky, mættende og farvestrålende plantebaserede retter, søde fristelser fra de dygtigste konditorer, god kaffe og dampende drikke fra et stort tekort.

 

FOLK bliver en hyggelig, dansk restaurant i moderne mormorstil, hvor der kan bestilles højtbelagt fra sedlen, lune retter og klassiske caféretter til store og små.

 

Om Madkastellet

Madkastellet, der er en af de største aktører på den danske mad- og restaurantscene, har snart 20 års erfaring i at designe kulinariske oplevelser, såvel højgastronomiske, folkelige og jordnære. I 2015 overtog Madkastellet Langelinie Pavillonen, totalrenoverende den og transformerede den til et af byens mest populære konferencecentre. 1. januar 2018 blev Madkastellet forpagter på to af Danmarks mest besøgte kulturinstitutioner, Nationalmuseet og Den Blå Planet, og åbnede henholdsvis Restaurant Smör og Tang Café & Bistro. Begge steder står Madkastellet også for al møde- og eventforplejning.

 

Stor smag krydret med lige dele håndværk, godt værtskab, sundhed og økologi er i højsædet, hvilket vil kunne opleves på tværs af det nye restaurantudbud i ZOO samt i al forplejning til møder og events i Haven.

pink-arrow-curved.svg

Kontakt os

Ulrika_PR-01.jpg

Ulrika Mårtensson

Tlf:  +45 2338 3072

Download pressemeddelelse her

Download pressebilleder her