Pressemeddelelse: Spis og støt dyrene i ZOO
Madkastellet åbner pop-up-restaurant for at støtte ZOOs dyr
Mandag den 18. maj slår Madkastellet dørene op til ny pop-up-restaurant. Book til brunch eller middag: 14% af omsætningen doneres til ZOOs arbejde med dyr og naturbevarelse.
Brunch til voksne fra 65 kroner og børnebrunch 55 kroner, eller treretters middag, voksne 250 kroner, børn 85 kroner. Det er på menuen hos ’Madkastellet – spis og støt dyrene i ZOO’ fra mandag den 18. maj. Menuerne byder også på en række tilkøb, og jo mere du spiser og drikker, jo mere støtter du ZOOs dyr.
Pop-up-restauranten ligger på Roskildevej 34, i ZOOs møde- og selskabscenter, lige til venstre for ZOOs hovedindgang. Madkastellet driver til daglig tre populære spisesteder i ZOO; Bistro panpan i pandaanlægget samt Spisehuset FOLK og Café Botanika, der alle har været lukket i forbindelse med Corona-situationen.
Fra på mandag er det igen tilladt for restauranter og caféer at åbne, men ZOO er fortsat lukket foreløbig til den 8. juni. Derfor har Madkastellet udviklet et pop-up-koncept, der kun er åbent ud mod Roskildevej, og hvor gæsterne ikke kan komme ind i selve ZOO.
Rasmus Pors, stifter og partner i Madkastellet, har allerede oplevet interesse for at få et bord:
”Kort efter vi åbnede for booking sent torsdag aften, fik vi de første henvendelser. Vi håber naturligvis på stor interesse og en restaurant, der er fyldt i henhold til de nye regler. Vores hold tripper for at gå på gulvet og traktere med god mad og ser lige så meget frem til at gense gæsterne som til at støtte ZOO,” siger Rasmus Pors.
Pop-up restauranten skal dels skubbe gang i hjulene i de pressede restauranter, men også hjælpe med at sikre ZOOs arbejde med dyr- og naturbevarelse, der har været hårdt ramt økonomisk i de måneder Haven har været lukket.
Administrerende direktør i ZOO Jørgen Nielsen udtaler:
”For øjeblikket har vi brug for al den støtte, vi kan få, og jeg er derfor meget begejstret over initiativet fra Madkastellet. Det er en hård tid for mange, og det er yderst prisværdigt, at Madkastellet har overskud til et initiativ som dette. Vi savner vores gæster hver dag, og selvom de stadig ikke må komme i ZOO, glæder vi os til at se liv i restauranten igen,” siger Jørgen Nielsen.
Pop-up-restauranterne er naturligvis indrettet helt i tråd med myndighedernes Corona-retningslinjer og de opdaterede forholdsregler i forhold til restaurantdrift.
Book bord her
For yderligere information kontakt venligst:
Madkastellet: Kommunikations- og marketingansvarlig, Emilie Heckmann: emilie@madkastellet.dk / +45 5135 8762
Nyheder
Pressemeddelelse: Madkastellet åbner Kampot
Madkastellet åbner Kampot – en fransk-indokinesisk restaurant i Nordhavnen i samarbejde med hydbrid-rummet The Audo, som desuden huser hotel og design showroom.
Læs mere her
Pressemeddelelse: Brede Spisehus får nyt hold
Det historiske Brede Spisehus slår torsdag den 12. august dørene op på ny med et helt nyt hold, der på nænsom vis har moderniseret det kulinariske udtryk med respekt for de stærke traditioner, som har hersket på stedet i mere end 100 år.
Læs mere her
Pressemeddelelse:Årets PULS-konference reducerer CO2 med 75%
Har du lyst til en gang grøntsagstatar? Vi bombarderes med rationelle argumenter for hvordan og hvorfor vi skal passe på klimaet og helbredet.
Læs mere her